I dag er det så tirsdag, og jeg har været til webmaster/redaktør-samtale. Og modsat den grå-brune samtale i går, som jo ikke levede helt op til mine våde fantasier, viste dagens samtale sig faktisk at blive mere interessant og farverig end forventet.
For det første fordi jeg havde forberedt mig på, at den kunne gå hen og blive en både grå og trist affære pga. virksomhedens placering i et forstadsindustrikvarter af værste skuffe.
Kvarteret var da også virkelig gråt! Men, så snart man kom ind i receptionen, kom der anderledes kulør på drengen.
Her var firmaets logofarver - som er sort og den rødeste rød – nemlig ført ud i indretningen til mindste detalje. Og denne farve-kombi (der sammenlignet med gårsdagens grå-brune virkede som et sandt farveorgie) viste sig at holde hele vejen ud på det lille hus ;)
Det var i sandhed gennemført. Og er der én ting, som mit æstetiske øje falder pladask for, så er det, når man kan se, at der er tænkt på de signaler, indretningen sender til virksomhedens kunder - og medarbejdere.
Så allerede der var jeg mere positivt stemt. Og da de to yngre herrer, jeg skulle til samtale hos, også virkede vældig flinke - og oven i købet viste sig at have selvironi - blev stemningen under samtalen helt god.
Og den blev bestemt ikke dårligere, da jeg fandt ud af, at de ikke har solgt stillingen særlig godt i stillingsopslaget.
Det viste sig nemlig, at de havde glemt at skrive, at der er tale om en nyoprettet stilling, og at den person, der får jobbet, skal stable et helt nyt site på benene sammen med en anden person, der også vil blive ansat i en nyoprettet stilling.
Dét giver unægteligt piben en anden lyd. Især når der er tale om en virksomhed, som har en ikke særlig god, ikke særlig pæn og ikke særlig oprivende hjemmeside - og som derfor ikke er særlig tillokkende for en grafik-web-fætter som mig ;)
Så efter dagens samtale tror jeg pludselig, det kunne blive helt interessant at tilbringe sine dage i det sort-røde forstadshelvede. Og da jeg egentlig synes, at samtalen gik ganske godt, bliver det spændende at høre, om jeg slipper gennem de to herrers første “screening” (som de kaldte det), og kommer videre til 2. runde.
Det får jeg vist nok svar på i løbet af næste uge …
Tags: Samtale, Webmaster, Webredaktør