Det er midt om natten – og alligevel er det næsten tidligt for mig.

Jeg er nemlig lige præcis blevet færdig med mit eksamensprojekt i projektledelse, og er blevet færdig langt tidligere end nogensinde før.

Hvordan kvaliteten af projektet er, tør jeg ikke udtale mig om. Men, for mig er det en succes i sig selv, at blive så “tidligt” færdig, at jeg kan nå at lægge mig på sengen, inden jeg skal aflevere.

Så det vil jeg hermed skynde mig at gøre :)

Jeg er nemlig lige blevet ringet op. Og takket være et morgenskænderi med min datter, som synes, at hendes bluse var grim, var jeg ikke bare oppe, men var heldigvis også helt vågen kl. 08.06 ;)

I den anden ende af røret var der en dame, som lød rigtig (morgen)frisk. Og hun ville gerne  have mig til samtale til et vikariat som webmanager [redaktør], som jeg har søgt engang i februar.

Og den nyhed bliver jeg altså lige nødt til at flashe her på Den Frigjorte. For - næst efter min kæreste og min mor - er det da her, det er aller mest oplagt at  fortælle den slags nyheder :)

Det pudsige er, at jeg faktisk havde afskrevet jobbet, fordi der er gået så lang tid siden, jeg sendte ansøgningen.

Men, som det jo så ofte går i disse tider - hvor der er alt for mange, der fisker efter de sammen jobs - har virksomheden fået mange flere ansøgninger, end de ventede, og har derfor også været længere tid om at læse dem, end de ventede.

Den lange ventetid skal nu ikke skille os ad … jeg er nemlig bare glad for at skulle til en samtale igen!

For sandt at sige, er der gået alt for lang tid siden sidst, jeg var til samtale. Og mellem os sagt så er det altså ret demotiverende, når der er lange perioder, hvor man føler, at man smider snører ud til ingen verdens nytte.

Men, nu hvor der altså lige har været en fisk oppe at nappe til maddingen, burde der da være en lille chance for at få bid.

Om ikke andet får jeg da det ud af det, at jeg igen tør tror på, at der findes fisk derude på det store åbne jobhav, som føler sig fristet til at smage på den madding, jeg sætter på krogen :)

Efter at have holdt en længere pause fra skriveret her på Den Frigjorte har jeg nemlig lige opdaget, at der faktisk  er en del læsere, som – trods den larmende stilhed fra denne kant – har valgt at lægge vejen forbi bloggen. Og dét vil jeg da gerne lige sige tak for :)

Og når jeg nu alligevel er i gang, kan jeg jo så også lige fortælle, at grunden til at bloggen ligger i dvale for tiden er, at jeg har været pænt optaget af mit projektledelseskursus – og netop nu er ved at skrive mit eksamensprojekt, som skal afleveres torsdag. Derefter står den på eksamenslæsning og påske. Og forhåbentlig også forår !!!

Jeg vender tilbage, når jeg har været til eksamen 7. april – og igen er fuldtidsarbejdsløs ;)

Indtil da:

Go’ røv og go’ påske :D

• webredaktør
• online projektleder
• webmanager [redaktør]
• … og grafisk studentermedhjælp ;)

Meget mod min vilje føler jeg, at jeg nærmest er nødt til at undskylde for min indsats på ansøgningsfronten.

For selv om jeg har været syg (og derfor ikke har været nær så aktiv, som jeg gerne ville være) – og selv om jeg egentlig har søgt nok jobs til at være aktiv jobsøgende (fordi man ikke er tvunget til at søge, mens man går på 6 ugers selvvalgt efteruddannelse), synes jeg alligevel selv, at det ser lidt sløjt ud :(

Meeen, jeg må nok hellere se at få halet undskyldningen indenbords igen. Og prøve at vænne mig til tanken om, at jeg i slutningen af marts sikkert også vil synes, at jeg har sendt alt for få ansøgninger, fordi mit projektlederkursus har taget al min tid og energi. 

… og undskyldninger hjælper jo i øvrigt heller ikke en snus – og giver da i hvert fald slet ikke noget job ;)

Generelt synes jeg jo, at mit liv som ledig er noget af en fortravlet affære, men siden jeg var syg og kørte i laveste gear i halvanden uge, er det bestemt ikke blevet bedre.

Det der står først på min liste de næste dage er:

• I den seriøse afdeling:
  En ansøgning, der skal skrives færdig og sendes – Et par hundrede siders litteratur om projekledelse, der skal læses – En uopfordret ansøgning, jeg har haft i tankerne længe og simpelthen bare skal have afsted, inden det bliver for sent – En fuld undervisningsdag på mit projektlederkursus på tirsdag – Og en tredje ansøgning, som har frist onsdag.
• I den hyggelige (men tidskrævende afdeling):
  Et barselsbesøg hos nogle venner i eftermiddag – Et cowboy-kostume, der skal sys til min datter i aften - Og en fastelavnsfest i børnehaven lørdag.
  … Og så er der lige hendes 4-års fødselsdag, der skal fejres for hele familien på søndag – Og fejres med med venner og børn på tirsdag, hvor det er hendes rigtige fødselsdag.

Pyhhh, det bliver nogle travle dage – og nætter.

… jeg håber virkelig, at jeg får et arbejde inden længe, så jeg kan få mit normale liv med helt almindelig travlhed tilbage ;)

En gang i en fortid – der mærkeligt nok allerede føles, som var det en fjern, fjern fortid - kørte vi nemlig et projekt sammen, som trods de mange udfordringer (er det ikke sådan, man laver den positive formulering af problemer?) var et godt og under omstændighederne vellykket projekt, som jeg ikke kan lade være med at tænke tilbage på uden en vis længsel. Og et lille suk.

Både fordi vi havde det rigtig sjovt sammen. Og havde det rigtig sjovt sammen med de andre i projektet. Men, også fordi jeg følte, at jeg lige i dét projekt lavede de ting, jeg er bedst til – og bedst kan li’.

Opgaven var at lave et website. Hun var projektleder. Jeg var tovholder og havde bl.a. ansvar for udviklingen af designet. Så i korte træk arbejde jeg med web og design … og befandt mig som en fisk i vandet.

Her et år og næsten 3 måneder senere, hvor jeg er startet på mit projektlederkursus, er vores projekt blevet min gruppes case, som skal holdes op mod alle de teoretiske – og ofte ret fluffy – tekster om projektledelse for at få en bedre og mere konkret forståelse af teksterne og begreberne.

Og nu er jeg så nået til skulderklappet.

Efter den første rigtige undervisningsdag, hvor jeg som forberedelse havde gnavet mig gennem en små 200 sider, viser det sig nemlig, at vi - helt uden at have nogen reel og faglig viden om projketledelse - faktisk har kørt dele af projektet som beskrevet i lærebøgerne.

Og det  er altså virkelig sjovt at tage de retrospektive briller på og blive klar over, at den måde projektet blev grebet an, lægger sig tæt op af nogle af de kendte projektmodeller. Og at nogle af de 112% selvopfundne projektskemaer, jeg sad og nørklede med, viser sig at have en en nær- tvilling i form af en model  i en bog.

Kald det held. Kald det common sense. Kald det kvindelig intuition. Kald det, hvad du vil. 

Selv vil jeg tillade mig at tro på, at det ikke er helt ved siden af, når jeg søger jobs, hvor ordet projektledelse indgår i jobbeskrivelsen ;)

Det var en helt sjov følelse at stå op i morges og gøre mig klar til at gå i skole, for siden jeg blev færdig og kunne begynde at præsentere mig selv som cand.it, har jeg praktisk taget ikke skænket det en tanke at gå i skole igen.

Men, i dag var altså dagen, hvor jeg kom på skolebænken igen.

Det blev dagen, hvor mit navn blev råbt op fra en navneliste. Det blev dagen, hvor jeg skulle skrive navneskilt. Det blev dagen, hvor jeg fik udleveret et skema og en læseplan. Og et kompendium og 3 tykke bøger, som sleeet ikke kunne være i min alt, alt for lille taske. Og ikke mindst blev det blev dagen, hvor jeg efter at have interviewet min sidemand skulle præsentere hende for de andre 30 skoledrenge og piger [læs fuld voksne mænd og koner].

Til alt held blev denne præsentationsrunde – som jeg ellers synes har været noget af en pine i andre sammenhænge – faktisk rigtig interessant, ja ligefrem sjov og underholdende, fordi skolens små kejtede drenge og fnisende piger var skiftet ud med folk med et halvt liv bag sig og en masse gode historier i ærmet.

Der var rundt regnet en halv del kvinder og en halv del mænd. Der var en del med arbejde – og heldigvis også – en del uden arbejde. Der var folk, som havde arbejdet med f.eks. forskningsprojekter, byggeprojekter og IT-projekter. Der var folk fra det offentlige og folk fra det private. Der var klart nok en del danskere, men blandt mange andre nationaliteter også et par iranere, en russer og en brasilianer. Der var bl.a. kemiingenører, cand.merc.’ere og humanister. Og 2 andre cand.it’er fra ”min” linie (Design, kommunikation og medier).

Det var kort sagt en god blandet landhandel – lige som jeg aller bedst kan li’ det – og sidst men ikke mindst, så var der rigtig god stemning.

Så alt i alt synes jeg, at det tegner godt og er helt lettet over, at jeg uden tøven kunne svare “JA”, da min datter på snart 4 spurgte, om det havde været en god dag i skolen :)

Har været på  jobnet.dk og bekræfte, at jeg – trods sygdom – stadig er aktiv jobsøgende. Og udfyldt mit dagpengekort for uge 4, 5, 6 og 7 på min A-kasses hjemmeside.

Puhhh, det var hårdt arbjede ;)

Hvis du har undret dig over, hvorfor der har været så tyst her på Den Frigjorte i den seneste tid, er det såmend bare fordi, jeg er ramt af sygdom og er så afkræftet og sølle, at jeg end ikke har overskud til at brokke mig.

Men, fat mod!

Jeg håber nemlig på, at komme på fode igen inden længe, og så skal du ellers få brok for alle pengene - for mellem os sagt, så har jeg haft mit at slås med midt i min hosten og hakken ;)

Jeg mener; det er da alt, alt for komisk!

Jeg er 37 år, er cand.it og har efterhånden også nok relevant erhvervserfaring til at være bare en smule interessant for nogle arbejdsgivere … og så søger jeg et studenterjob !?!?!?!

Hvad sker der lige for mig? Er jeg virkelig blevet så desperat, at jeg allerede efter et par måneders ledighed springer på hvad som helst?

Det korte svar er selvfølgelig nej. For jeg er faktisk ikke (rigtig) desperat (endnu).

Den lidt længere forklaring er, at jeg går og tænker seriøst over at gøre noget mere ved mine planer om at få fingre i nogle freelanceopgaver, så jeg kan få flere ting at vise frem – og få “hullet” i mit CV til at se en anelse mindre skræmmende ud ;)

Derfor har jeg også meldt mig – helt selv og ganske frivilligt – til et arrangement på min A-kasse i morgen med det sprogligt finurlige navn CAND.SELV, der som navnet antyder, er for ledige, der overvejer at starte for sig selv.

Og det er også derfor, jeg nu har sendt en ansøgning til et studiejob.

Min finte er nemlig, at jeg forslår dem, at hyre mig som fast freelancer i stedet for at ansætte den studerende, de søger – og at det ville kunne lade sig gøre, fordi jeg kan få supplerende dagpenge.

Om der bliver bid på sådan en aparte ansøgning, vil jeg nu tillade mig at sætte mere end et enkelt spørgsmålstegn ved!

Og det lykkedes mig da heller ikke ligefrem at skrive ansøgningen uden at grine i skægget i ny og næ … for det er sku da en skæg tanke, at det (i hvert fald hypotetisk set) kunne blive sådan en halvgammel kone som mig, der blev den nye student  ;)

For et par uger siden modtog jeg et brev fra Jobcentret med overskriften ‘Indkaldelse til jobsamtale’.

Når man læser resten af brevet, viser det sig dog hurtigt, at overskriften er noget misvisende, fordi der reelt set bare er tale om et af de absolut ikke-frivillige møder, hvor man skal holdes i ørene og mindes om, at der skam ikke bliver set på de ledige med milde øjne ;)

Selvom jeg naturligvis havde gennemskuet, at Jobcentret nok ikke havde et job at tilbyde mig til “jobsamtalen”, og selvom jeg i det hele taget  ikke havde de store forventninger til mødet, var jeg alligevel noget forbavset, da jeg forlod Jobcentret mindre end 15 minutter efter jeg var ankommet.

I brevet havde der nemlig stået (blandt en masse trusler om, hvad der ville ske, hvis man ikke mødte op), at man både skulle:

• drøfte hvilke muligheder jeg har for at komme i arbejde
• følge op på de jobs jeg har søgt i den senere tid
• se på min jobsøgning i forhold til geografi, fagligt område og virksomhedernes behov for arbejdskraft
• tale om to jobs jeg har tænkt mig at søge i nærmeste fremtid
• gennemgå mit cv

Alt det havde jeg egentlig opfattet som noget, der godt kunne komme til at tage tid. Det viste sig dog hurtigt, at jeg tog grundigt fejl i den sag!

For efter den indledende 5 minutters brandtale, som en kvinde med gråt tøj, gråt hår og grå tænder holdt for alle de indkaldte, var jeg heldig at være den aller første på listen til en personlig samtale.

Jeg rejste mig helt forbavset over mit held og gik hen til et bord, hvor der sad en sagsbehandler parat. Der hilste jeg pænt og hev mit cv og mine stillingsopslag op af tasken i forventning om, at vi nu skulle i gang med arbejdet.

Det der imidlertid skete gik så hurtigt, at det snildt lader sig citere ordret her:

Sagsbehandleren: [hilser pænt] ‘Er det dig der hedder XXX?’ 
Mig: ‘Ja, det er det’
Sagsbehandleren: ‘Hvornår er du blevet ledig?’
Mig: ‘Det blev jeg 1. december’
Sagsbehandleren: [smiler nærmest lettet] ‘Jamen, så er du jo en af de ny-ledige’ [efter kort pause] ‘har du fundet to jobs, som du vil søge?’
Mig: ‘ Ja, det har jeg’ [viser hende stillingsopslagene]
Sagsbehandleren: ‘Jamen, det ser jo rigtig godt ud … hmmm, hvad er der så mere’ [tænker inden hun afbryder sig selv og fortsætter] ‘Nåhhh, jo -  er du bekendt med, at du kan få 6 ugers efteruddannelse?’
Mig: ‘ Ja, ja, jeg skal starte på et projektlederkursus 22. februar’
Sagsbehandleren: [smiler endnu mere lettet] ‘Jamen, det lyder som en rigtig god idé’ [kort pause, hvor hun skriver noget på sin pc. Derefter fortsætter hun] ‘Så er vi færdige for i dag’
Mig: [helt og aldeles forbavset i fjæset] ‘Er vi allerede færdige? Var dét det?’
Sagsbehandleren: ‘Ja … det lader jo til, at du har helt styr på det’

Og så kunne jeg ellers forlade Jobcentret og undre mig over hendes deffinition af at have helt styr på det.

Det er helt ærligt – og bedrøveligt sandt – at jeg ikke selv synes, jeg har helt styr på det for tiden. Og det var da i hvertfald heller ikke dén “jobsamtale”, der gjorde, at jeg fik det ;)

For hvem er det egenlig, der har sagt at ansøgninger partout skal være et kedeligt hvidt stykke A4 med en kedelig og selvhøjtidelig tekst efterfulgt af et endnu kedeligere CV?
… hvilket mine ansøgninger naturligvis ikke er ;)

Mine tanker om, hvad jeg kan finde på i stedet, førte mig i dag forbi YouTube, hvor jeg fandt Kent og Kenneths videoansøgninger.

Men, selv om navnene Kent og Kenneth umiddelbart kan minde lidt om hinanden, skal man bestemt ikke lade sig narre. For sikke en forskel der dog er på de to næsten-navne-brødre!

Se her hvordan Kent sælger sig selv på overbevisende vis:

Og hvordan Kenneth dumper sig selv med sine ligegyldige floskler:

… og læg især mærke til hans anstrengte ansigtsudtryk, når han forsikrer os om, at han skam er en yderst humoristisk fyr ;)

Det er da den perfekte demonstration af forskellen på TELL IT og SHOW IT …

I dag har jeg iiigen bekræftet, at jeg er aktiv jobsøgende på jobnet.dk. Og næste gang jeg skal gøre dét, er når kalenderen viser 15. februar.

Så kort kan det gøres … når sengen lokker ;)

Da jeg i december var til det lidet hyggelige  for-jule-møde på min A-kasse, fik jeg én god ting med mig hjem. Nemlig oplysningen om, at jeg har ret til 6 ugers selvvalgt efteruddannelse, hvor jeg både får kurset betalt af mit jobcenter og får udbetalt uddannelsesydelse svarende til mine almindelige dagpenge af min A-kasse :)

Det synes jeg lød helt fantastisk, så jeg gik straks i gang med at undersøge, hvad jeg dog skulle finde på at pimpe mit CV op med …

Vejen til den endelige beslutning har dog været lang, og af forskellige årsager har der været mange sten at snuble over undervejs.

Bl.a. fordi ordet ‘selvvalgt’ åbenbart skal tages med et vist forbehold, fordi der stilles en dælens masse krav til, hvilke kurser der kan godkendes til formålet. 

Og fordi det viser sig, at jobcentrene på Sjælland af uransagelige årsager er en hel del mere strikse end de jydske af slagsen. Derfor har det også vist sig, at dén slags kurser, jeg aller helst ville have, kun bliver godkendt – og derfor udbudt – i Jylland ?!?!?!?

Efter en del forvirring, megen research og en bunke telefonsamtaler med diverse uddannelseskoordinatorer, konsulenter osv. kom jeg frem til, at der faktisk kun var et enkelt sted i København, hvor jeg kunne få den slags grafiske kurser, som jeg havde lyst til – og brug for.

Nu ville ét sted jo sådan set også være rigeligt – hvis det da ikke lige havde været fordi, at denne kususudbyder var mig totalt ukendt og oven i hatten havde et noget useriøst klingende navn.

Så af frygt for at de kommende læsere af mit CV ikke ville lade sig imponere synderligt af mine nytilegnede færdigheder pga. kursusudbyderens fjollede navn, er det nu endt med, at jeg har valgt at tage en smut forbi den mere seriøst klingende Ingeniørhøjskole, hvor jeg kan få faget Projektledelse fra IT-Diplomuddannelsen.

Og det tror jeg faktisk vil kunne pynte en smule på mit CV. Det har samtidig den fordel, at jeg måske vil få lettere ved at søge den ene af den slags job, jeg søger, fordi det i temmelig mange web-agtige job (som f.eks. -redaktør, -medarbejder og - master) ofte bliver efterlyst, at man har kendskab til projektledelse.

Omvendt har det den ulempe, at jeg nok vil få sværere ved søge den anden af den slags job, jeg søger, fordi et projektlederkursus sammen med mine erfaringer som tovholder og webprojektkoordinator, ikke just står øverst på ønskelisten i de mere grafisk-agtige jobs.

Men, nu er valget altså truffet, og jeg har brugt dagen på at udfylde alskens blanketter med navne så eksotiske som AR238 og AR245. Og så håber jeg ellers, at mine mange overvejelser undervejs har betydet, at jeg har truffet det rigtige valg!

I hvert fald skal jeg starte 22. februar. Hvis – og hvis – alle de mange blanketter ellers finder vej på den lange rejse gennem ‘systemet’ ;)

Jeg krydser fingrer og ønsker dem god vind på rejsen. Og håber at de ikke strander undervejs eller drukner i bureaukrati, stempler og godkendelser!

I mailen skrev jeg, at jeg naturligvis synes, det er ærgerligt, at jeg ikke kom til samtale, men at jeg alligevel gerne ville takke for, at de har skrevet sådan et “pænt” aflsag.

Kort fortalt havde de skrevet, at de havde fået ’225 ansøgninger fra højt kvalificerede folk med forskellig baggrund’, og at jeg ‘var med i brutto-truppen, som de granskede særligt nøje’. Og det er jo altid rart at få at vide ;)

Derudover skrev de lidt om, hvilke profiler de havde kaldt til samtale, så jeg føler, at jeg har fået noget brugbar respons på min ansøgning.

Men, vigtigst af alt – så takkede de også for min interesse og skrev, at det for dem ‘har været et privilegium at have så mange gode kandidater at vælge imellem’.

Og i mine øjne sender det altså nogle rigtig gode signaler, at de ikke udviser arrogance og mangel på almindelig menneskelig empati … selvom det unægteligt er arbejdsgivers marked for tiden!

Så efter den første skuffelse, er det egentlig endt med, at jeg nærmest er blevet helt glad for mit afslag.

Det giver da – om ikke andet - håb om, at der et sted derude stadig findes ordentlige virksomheder, som jeg godt kunne tænke mig at arbejde for!

… og så ville man da iøvrigt også være et skarn, hvis man kun kan finde ud af at brokke sig over dem, der ikke svarer i tide / svarer på en ordentlig måde uden at sætte pris på, dem der gør det ;)